Hvorfor husker vi de smertefulde øjeblikke bedre end de glædelige? Hvorfor kan én negativ oplevelse overskygge en dag fyldt med små, gode øjeblikke? Når det negative overskygger det positive, virker det næsten, som om vores sind er skabt til at dvæle ved det, der gør ondt, frem for det, der giver glæde. Men hvad betyder det? Er det blot en rest fra vores evolutionære fortid, eller peger det på noget dybere i vores eksistens?
"At dvæle ved det negative er at se ind i livets dybeste afkroge, hvor sandheden sjældent er behagelig, men altid nødvendig."
En biologisk arv eller en dybere sandhed?
Vi kan jo passende starte med at se på det biologiske. Psykologien taler om "Negativitetsbias"- en tendens til at se på det negative fremfor det positive. Det har rod i vores evolution. For vores forfædre kunne det at overse en fare, betyde døden. Derfor blev hjernen udviklet til at prioritere trusler og fejl. De blev lagret dybt i vores bevidsthed som en slags overlevelsesmekanisme. Dette finder jeg ret interessant, og jeg har lagt links til diverse kilde nederst i artiklen.
Men vi lever ikke længere i en verden, hvor faren lurer bag hvert hjørne. Alligevel reagerer vi, som om den gør. Et surt blik fra en fremmed eller en skarp kommentar kan stadig sætte gang i den samme proces, som om vores liv afhang af det. Spørgsmålet er: Er denne arv blot en rest fra fortiden, eller siger den noget om, hvad vi som mennesker vægter som vigtigt?
Følelsernes magt
"Vores sind søger mening i smerten, mens glæden blot inviterer os til at være til stede."
Det negative er ofte stærkere forbundet med intense følelser end det positive. Frygt, vrede og skam sætter dybere spor i vores sind end glæde og tilfredshed. Måske fordi de ikke blot er følelser, men også kræver en handling: en refleksion, en reaktion, et valg. Det rejser spørgsmålet: Kan det være, at det negative holder os fast, fordi det udfordrer os? Fordi det kræver noget af os?
Samtidig kunne man spørge, hvorfor det positive ofte føles så kortvarig. Kan det være, at vi tager glæden for givet? At vi først ser den, når den forsvinder? Og hvis det er tilfældet, hvad siger det så om os som mennesker? Er vi mere optaget af at undgå smerte, end vi er af at søge lykke?
Hvad gør det ved os?
"Det er ikke smerten, der ødelægger os, men frygten for, hvad den siger om os selv."
Når det negative fylder, former det vores syn på os selv og verden omkring os. Et enkelt nederlag kan få os til at tvivle på alt det, vi har opnået. En ubehagelig samtale kan overskygge et ellers stærkt venskab. Det er, som om vores sind er programmeret til at fokusere på brudene i billedet frem for helheden. Men hvorfor? Er det, fordi vi frygter, at det negative afslører en sandhed, vi ikke kan undgå? Eller fordi vi har en iboende trang til at forstå, hvad der gik galt?
Hvis vi ser tilbage på vores liv, husker vi da mest det, der gjorde ondt? Eller fylder de gode øjeblikke, men først efter lang tids refleksion? Hvad er det, der får os til at dvæle ved det, der mangler, i stedet for det, vi har? Måske er det et udtryk for vores stræben. En længsel efter noget mere. En vilje til at forstå og forbedre. Men på hvilken bekostning?
Kan vi undgå det negative?
"Kierkegaard skrev, at angsten åbner døren til friheden – kan det samme siges om det negative?"
Filosoffer som Søren Kierkegaard mente, at det negative var en uundgåelig del af det at være menneske. I Sygdommen til Døden beskriver han, hvordan vi kan miste os selv, uden at vi er klar over det – og at denne erkendelse ofte føles som smerte. Måske er det derfor, det negative hænger ved. Fordi det ikke kun er noget, der sker for os, men også noget, der sker i os. En påmindelse om vores skrøbelighed. Vores menneskelighed.
Stoikerne, derimod, så det negative som en mulighed for vækst. Marcus Aurelius skrev: "Du har magten til at fjerne enhver tanke, som plager dig." Men hvad betyder det at fjerne en tanke? Kan vi virkelig vælge at ignorere det negative, eller risikerer vi at miste noget vigtigt, hvis vi gør det?
Måske handler det ikke om at undgå det negative, men om at forstå det. At spørge, hvad det vil os. For hvis vi konstant forsøger at flygte fra det, der gør ondt, hvordan kan vi så nogensinde forstå, hvad vi virkelig ønsker?
Det positive som en skygge
"Det positive er flygtigt, ikke fordi det er svagt, men fordi det kræver en opmærksomhed, vi sjældent giver."
Hvis det negative kræver vores opmærksomhed, hvad sker der så med det positive? Kan det være, at glæden og tilfredsheden ofte bliver skubbet i baggrunden, fordi vi ser dem som selvfølgelige? Og hvis vi gør, hvad mister vi så?
Nogle gange kan det føles, som om vi først ser det gode, når vi mister det. En relation, vi tog for givet. En dag, der forsvandt i hverdagens rutiner. Hvad betyder det for, hvordan vi lever vores liv? Hvis vi konstant fokuserer på det, der mangler, hvad går vi så glip af?
Og alligevel: Er det ikke netop det, der gør glæden så værdifuld? Dens skrøbelighed. Dens flygtighed. Måske er det ikke meningen, at vi skal holde fast i den, men blot være til stede, når den er der.
En konstant balance
"Det er i spændingen mellem det gode og det onde, vi forstår, hvad det vil sige at være menneske."
Til sidst rejser spørgsmålet sig: Er det negative en byrde, vi skal slippe, eller en nødvendighed for at forstå os selv? Kan vi have det ene uden det andet?
Det minder om et spejl. Det negative reflekterer, hvad vi frygter, og det positive viser, hvad vi længes efter. Men er det ikke begge dele, der gør os hele? Måske ligger svaret ikke i at vælge mellem dem, men i at acceptere dem som en del af livet. En påmindelse om, at både lys og skygge er nødvendige for at se det fulde billede.
Så næste gang en negativ oplevelse fylder, kan vi spørge os selv: Hvad er det, den forsøger at fortælle? Og når vi ser tilbage, kan vi måske spørge: Er det hele historien? For måske er det, vi husker, kun en del af billedet.
Tak fordi du læste med
Husk at du kan følge mig på Facebook hvor jeg løbende opdaterer om at hvad der sker på bloggen.
Tilmeld dig også min nyhedsmail, og gå derved ikke glip af fremtidige blogindlæg.
Kilder:
Comments